Introprojekt (stopmotion)

Projektbeskrivelse:
Det blev tid til uddannelsens første gruppeprojekt, og opgaven stod på at skrive, filme og redigere en stopmotion-film på min. 30 sekunder (max 3 min.). Det var en super spændende opgave at gribe fat i, og vi kom hurtigt i gang med at brainstorme en masse ideer til vores film. Vi havde nogle dage i forvejen skrevet et “hadeord” og et “elskeord” ned på et papir, ubevidste om, hvad det skulle bruges til. De skulle så bruges til stopmotion-filmene, hvor vi skulle skrive vores plot med et tilfældigt hade- og elskeord fra den samlede bunke. Vores hold endte med elskeordet: teknologi og hadeordet: tomat. Det var smart at have forudbestemte ord, da det ofte kan gøre den kreative proces mere håndgribelig sammenlignet med, hvis der var frit valg på alle hylder.

Her ses vores storyboard

Vi brugte mere tid end de andre hold på at finde frem til ideen, og det endte også med at blive ret udfordrende at designe baggrunde og “sets” til filmen. Derfor kom vi ret sent i gang med at filme, hvilket resulterede i et højere stressniveau, end hvad der var optimalt. Men vi klarede det i sidste ende. Jeg stod for at regne ud, hvordan vi redigerede og formaterede højtopløsningsbilleder og fik det printet med skolens printer på A3-papir. Efter det gik filmningen i gang.

Her sidder vi alle og brainstormer til vores filmplot
Rebecca der holder en modellervoksarm-rekvisit

Der var god energi og samarbejde helt fra start til slut, og det var en sand fornøjelse at vise vores film frem med stolthed og tilfredshed. Vi blev dog lidt forbavsede over, hvor flotte og gennemførte de andre holds film var, og blev faktisk alle sammen overraskede, da vi trods det alligevel vandt prisen for mest kreative koncept. Det udtrykte vi også til hinanden bagefter inde i vores Discord-gruppe, som vi også havde brugt til at kommunikere med hinanden hele torsdag eftermiddag og aften, hvor Oliver og jeg arbejdede på redigeringen af videoen, inkl. lyd, effekter og tekstdesign.

Her sidder vi og filmer hver billede én ad gangen til stopmotion filmen
Endnu et billede af filmningen

Helt kort handlede vores film om en tomat, der føler sig forladt og jaloux, da dens ejer bare køber mad med Wolt i stedet for at sætte pris på og tilberede tomaten. Derfor bliver tomaten sur og vælger at spolere ejerens Wolt-bestilling ved at ødelægge hans pc. Til sidst ser man så en glad tomat, der ekstatisk bliver tilberedt, og historien ender lykkeligt.

Her modtog vores hold prisen for “mest kreative film”

Her ses vores video:

Her er vores færdige film

Refleksion:
Ser jeg tilbage på stressdilemmaet, så forventer jeg, at vi sagtens kan arbejde lige så hurtigt og effektivt næste gang, men med mindre stress, da vi har en ide om, hvor lang tid ting tager i en stopmotion-produktion. Det handlede altså mere om uvisheden i, om vi kunne nå det på én dag, end det var stressen ved at skulle arbejde en del for det. Havde vi vidst, at vi sagtens kunne nå det, havde vi nok arbejdet lige så hurtigt og effektivt, men uden stress.

Jeg synes, vores kommunikation var rigtig god i gruppen. Der var plads til alle, og vi var entusiastiske omkring hinandens ideer, selvom de kunne være fjollede og skæve. Men det er en del af en kreativ proces, og det var vi gode til at dyrke.

Vi valgte selv at styre vores pauser, og det fungerede også rigtig godt. Vi aftalte en tid på 15 eller 20 minutter, satte vores alarmer og mødtes igen, da tiden var gået. Jeg gik ud og fik noget frisk luft og noget ro til ørerne, og det var rigtigt godt for mit overordnede energiniveau til projektet.

Jeg tager altså min oplevelse med det første gruppeprojekt som en kæmpe succes og en rigtig sjov og god start på uddannelsen.